Pressen skrev:

Boris Rabinowitsch, Politiken d. 2/3 2005 (4 hjerter ud af 6 mulige):

"RLQ kalder denne kvartet sig, der består af fløjtenisten Jens Erik Raasted, pianisten Christian Lund, bassisten Niels Lichtenberg og trommeslageren Janus Templeton, og som på sin selvproducerede debut-cd har allieret sig med sangerinden Malene Mortensen. En ualmindelig løfterig debut, hvor man måske nok kunne pege på detaljer, der kunne gøres anderledes eller ligefrem føre til en forbedring, men hvor meget peger den rigtige vej, og som under alle omstændigheder er opmærksomhed værd. For det er en række rigtig gode sange, Raasted og Lund har skabt, og hvor de også har delt rollerne som komponist og tekstforfatter imellem sig. I ét tilfælde, Emil Aarestrups 'Aarestrup i marts' har Malene Mortensen skrevet melodien, og i et andet, Raasteds 'Silence', har hun leveret ordene. Og hvor er det dog dejligt at møde en dansk sangerinde, der, uden at gøre sig det mindste til, synger lige fra hjertet, og som tilmed råder over en stemme, der tåler at åbne sig frit. At heller ikke hendes rytmiske sans fejler noget demonstrerer hun i Raasteds 'Sparks'. Her yder også Lund sin bedste indsats med et spil der fremstår klart, og går direkte på melodien..."